
Bouillabaisse er en fiskesuppe, der stammer fra området omkring Marseille i Provence. I den anvendes flere slags fisk og gerne skaldyr. Opskrifterne på Bouillabaisse varierer fra by til by og familie til familie. Den følgende opskrift er en lidt mere enkelt og temmelig tilgængelig opskrift.

Ingredienser til 4 personer
500 g muslinger
2 torskehoveder
4-8 jomfruhummerhaler
500 g rødspættefilet/lyssej/torsk/havtaske, rødfisk/slethvar,
3 tomater
2 porrer
1 lille fennikel
1 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
1/4 tsk safran
2 dl hvidvin
1 liter vand
1 tsk salt
Fremgangsmåde:
Skyl muslingerne i flere hold koldt vand. Hvis nogle af muslingerne har åbnet sig, så bank dem ned i køkkenbordet. Har de ikke lukket sig efter et par min., må de kasseres.
Skær tomaterne i tern, porrerne i skiver, fenniklen i tynde skiver, og hak hvidløget fint. Svits grøntsager og hvidløg i olien i 4 min. Tilsæt safran, hvidvin, vand, salt og torskehovederne. Kog op, og lad suppen koge 10 min.
Tag forsigtigt torskehovederne op af suppen, og kassér dem. Kom muslinger og jomfruhummerhaler i suppen, og lad dem koge i suppen i 3 min.
Skær fisken i tykke strimler, kom dem i suppen, og lad dem trække færdige i den varme suppe, mens den smages til med salt og peber.
Servér bouillabaissen rygende varm med aioli og masser af godt brød – se opskriften på et fantastisk godt og nemt brød her .
God fornøjelse og bon appetit
Tip!
Brug gerne flere forskellige slags fisk i suppen.