Warning: Use of undefined constant cmp - assumed 'cmp' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/koekkenvejen.dk/public_html/wp-content/plugins/automatic-tag-link/automatic-tag-link.php on line 83
Mit første minde om macaron er fra da jeg var omkring seks år gammel og min fru moder tog mig med til Paris, hvor vi besøgte min tante Marianne. Jeg husker helt tydelig at stå ved patisserie-afdelingen i kælderen af Galeries Lafayette med næsen presset op mod glasmontren, og se de mange flotte farvede macaron, som nærmest kaldte på mig. Og ikke mindst husker jeg den svimlende glæde da min fru moder købte mig en macaron a la framboise – altså med hindbær – lyden af den letknasende lyserøde kage mellem mine tænder.
Åh hvilken fryd! For nylig gav jeg mig i kast med at lave disse dejlige kager. Dette er en chokolade udgave med en chokoladecreme. Grundopskriften er fra min bible, Petit Larousse de la cuisine, jeg har blot tilsat kakao.
Ingredienser
Macaronbunde:
80 g. æggehvider (ca. 3 stk. af medium æg)
20 g. sukker
200 g. flormelis
100 g. mandelmel
15 g. kakao
Creme:
85 g god chokolade på 70 procent
85 g fløde
Fremgangsmåde
Pisk æggehviderne stive sammen med sukkeret, til det er fast nok til at holde sin egen form – eller til du kan vende skålen på hovedet.
Sigt de alle det tørre ingredienser og bland det våde og det tørre med en dejskraber. Bland dem godt sammen til en ensartet masse.
Dæk en bradepande med bagepapir. Kom dejen i en sprøjtepose og klip et ca ½-1 cm hul i den. Sprøjt dejen ud i runde macaron på størrelse med en femkrone. Hvis du holder sprøjtepose tæt på bagepapiret presser du samtidig makronerne lidt flade. Det gør dem pænere, synes jeg.
Nu skal dine macaron hvile i mindst en time. De skal hvile så længe at der dannes ‘skind’ på toppen af dine macaron. Det vil sige, du skal kunne sætte en finger på dem, uden at der klister dej på din fingerspids.
Imens laves cremen.
Bring fløden i kog og smelt den hakkede chokolade deri.
Lad blanding køle helt ned og pisk derefter cremen let og luftigt.
Tænd ovnen på 160 grader. Når ovnen er varm, bages macaronbundene i 12-15 minutter. Fjern dem fra bagepapiret mens de stadig er lune. Jeg plejer at at køre en tynd kniv hurtigt under dem, så er det nemmere at få af.
Kom creme i en sprøjtepose og kom den på den ene macaron og læg den anden over på.
Disse macaron skal opbevares på køl indtil servering på grund af chokoladecremen.
God fornøjelse og Bon appetit