Warning: Use of undefined constant cmp - assumed 'cmp' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /var/www/koekkenvejen.dk/public_html/wp-content/plugins/automatic-tag-link/automatic-tag-link.php on line 83
Min franske mormor Françoise har altid bagt vaniljekranse. Jeg mindes ikke en jul uden hendes vaniljekranse. Hun har opskriften fra sin svigermor og laver sine vaniljekranse, præcis som svigermor gjorde det – på den gamle kødhakker og den gamle analogvægt, som min oldemor vandt i en opskriftskonkurrence tilbage i 1950’erne.
I går var min bror og jeg hjemme hos Françoise for at julehygge med grand-mère og for at bage vaniljekranse.
Jeg må nok indrømme, at jeg fremadrettet, når jeg selv skal bage Francoises vaniljekranse, vil gøre brug at nogle digitale/elektriske hjælpemidler, men det var hyggeligt for en enkelt dag at bage som i de gode gamle dage.
Ingredienser
500 g. hvedemel
2 vaniljestænger
375 g. smør
1 æg (s/m)
250 g. rørsukker
125 g. smuttede mandler
Fremgangsmåde
Smut mandlerne og hak dem meget fint til mandelmel – kør dem evt. igennem en foodprocessor/blender (eller brug 125 g. mandelmel)
Rør hvedemel, mandelmel, korn af begge vaniljestænger og rørsukker sammen i en skål.
Skær smørret i stykker og bland det sammen med melblandingen til det ligner savssmuld eller brødkrummer.
Pisk ægget i en anden skål, tilsæt det til melblandingen og saml dejen til en glat dej.
Sæt dejen på køl for at hvile i halv time.
Indstil kødhakkeren på det stjerneformede hul. Kør en klump af dejen gennem kødhakkeren og tag imod dejstrimlen i den anden ende – her kan det være rart at have en hjælpende hånd.
Lav kranse af ca 5 cm og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
Har du ikke en kødhakker kommes dejen i en sprøjtepose med en stjerne tyl og sprøjtes ud i kranse ca. 5 cm på bagepapir.
Bag kransene ved 200 grader til de er let gyldne i ca. 10- 12 minutter.
Vaniljekransene afkøles på bagerist og opbevares i tætsluttende dåse.
God fornøjelse og bon appetit