Løvemadder i Grøften

Jeg har længe drømt om at spise løvemadder, så da min bofælle en fredag eftermiddag foreslog at tage i Tivoli til Fredagsrock, så jeg straks min chance for at spise råt kød

Løvemad

Fredag, sommer, Tivoli. En af de gode varme dage i sidste uge bragte en tur i Tivoli med gode venner.

Løvemad
En helt klassisk løvemad med kaviar, løg og æggeblomme. Mums, det var godt.

Jeg har længe drømt om at spise løvemadder, så da min bofælle en fredag eftermiddag foreslog at tage i Tivoli til Fredagsrock, øjnede jeg straks chancen for at spise råt kød. Jeg husker fra min barndom, at Grøftens smørrebrødsseddel har løvemadder, og bofællen var frisk på ideen.

Vi havde ikke bestilt bord, men var heldige for trods høj solskin denne fredag aften, fik vi et bord i Grøften under glastaget. Vi bestilte to løvemadder og to fadøl (store fadøl, og manner hvor var det store. Næste gang hopper jeg altså på de små!).

Stemningen var som man kunne ønske sig af en varm sommeraften i Tivoli: glade mennesker, der hyggede sig, og tilmed et ældre svensk kor, som ikke var blege for at synge en enkelt svensk drikkevise eller to – ganske smukt og flerstemmigt.

Der gik ikke lang tid, før vores løvemadder stod på bordet. Til dem der ikke ved hvad løvemadder er, kommer her en forklaring. En løvemad er et stykke klassisk dansk smørrebrød med fint hakket råt magert oksekød. Dertil serveres rå løg, sort kaviar og en rå æggeblomme (som jeg måtte forklare min bofælle, har det altså ikke noget at gøre med at man spiser løven, men fordi man spiser kødet råt, ligesom løven). Simpelt og enkelt. Det var denne udgave i Grøften også, og det smagte – akkurat som jeg forventede – dejligt.

Vi besluttede, at der var plads til et stykke smørrebrød mere og valgte at gå efter firser-klassikeren, camembert frit. Jeg har ikke fået friteret camembert-ost siden firserne, så det var uden tvivl en nostalgi-bestilling.

Grøften er ikke ligefrem en restaurantion som gør sig i ‘variationer over noget’, så retten så ud som den gjorde i 1985. Et stykke friteret camembert-ost på hvidt sandwichbrød, dertil en skål med solbærsyltetøj. Jeg indrømmer blankt, at dette ikke er stor gastronomi. Men jeg røg fluks tilbage til midt firserne med den første bid – og det har også sin charme.

Så fredagens menu stod i klassikernes tegn. Absolut ikke den store madkunst, men derimod kunsten at rejse gastronomisk gennem tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.